Af Alma Nordenbæk
Der er katastrofefilm, som hurtigt bliver udlagt som en kritik af vores samtid, samfund, forhold til naturen eller hinanden. Og så er der katastrofefilm, som virker mere interesserede i BANG! SLAM! EKSPLOSION! Ildkugler falder fra himlen, bygninger kollapser under enorme flodbølger, retskafne familier må kæmpe mod opportunistiske kriminelle, alt imens lavinerne ruller og jorden dækkes af døde fugle.
Moonfall tilhører uden tvivl sidstnævnte kategori. Men denne gang stopper galskaben ikke ved den pralende brug af dyre special effects eller et dundrende lyddesign. Moonfall er et spektakulært spektakel hele vejen igennem.
Den starter ellers ganske roligt. I 2011 gennemlever astronaut Brian Harper (Patrick Wilson) en tilsyneladende almindelig arbejdsdag i det ydre rum med kollega Jocinda Fowler (Halle Berry). Totos hitsang Africa spiller sagte i baggrunden. Pludselig rammes stationen af en mystisk, sort sværm, der synes at have en blodtørstig bevidsthed. Brian og Jocinda overlever, men en ung mand dør og den ondsindede sværm fortsætter hen mod Månen.
Ti år senere er Brian fraskilt, arbejdsløs og bitter på verden. NASA vil ikke lytte til Brians forklaringer og har givet ham skylden for sin vens død. Og som om det ikke var nok, så vokser Brians problemer eksponentielt, da Månen uden varsel forlader sin bane for i stedet at sætte kollisionskurs direkte mod Jorden. Sammen med Jocinda og den nervøse konspirationsteoretiker KC Houseman (John Bradley) er det nu op til Brian at redde menneskeheden fra den sikre undergang.
Det lyder måske simpelt nok. Men så tager du grueligt fejl.
I Moonfalls velpolstrede instruktørstol sidder Roland Emmerich. Han er manden bag andre katastroferamte biografsucceser som The Day After Tomorrow (2004), Independence Day (1996) og 2012 (2009). Med sit nyeste skud på en efterhånden rimelig rådden stamme, synes Emmerich både at gentage alle sine egne klicheer og samtidig springe rammerne for genrens kapacitet for total absurditet.
Uden at røbe for meget er Moonfall en af de mest vanvittige katastrofefilm, jeg nogensinde har set.
Der er så mange ting, som ikke fungerer. Alle karakterer er kedelige og flade, skuespillet elendigt, manuskriptet endnu værre. Jeg tror ikke på en eneste af de følelser, som Brian, Jocinda eller Brians søn (Charlige Plummer) udbasunerer. Scenerne føles mærkeligt komprimerede, som om de i klipperummet tænkte ”satans, vi har en halv time for meget!” og så klippede alle pauser ud. Et eller andet sted sidder der en gruppe rumfysikere og skriger i deres biografsæder.
Men alligevel – på trods – er du underholdt. Hvis du undgår at læse for meget om historiens forløb (som jeg meget bevidst har prøvet at fortie), er det næsten umuligt at forudse, hvordan den kommer til at udfolde sig. Bedst som du tror, at du ved, hvad der nu skal ske, så introducerer filmen endnu en forrykt idé, som den skødesløst kaster i hovedet på sit vantro publikum.
På mange måder er det som om, at filmen burde have været produceret i 2011, hvor historien tager sit udgangspunkt. Moonfall har absolut ingen nye tanker inden for den sfære af marmeladeindsmurte replikker, uinspireret kinematografi og forældede persongallerier, som den bevæger sig i. Dens eneste reelle tiltrækningskraft synes at være en næsten ubevidst narrativ ustabilitet, som føles lidt som fascinationen ved at se på en brændende bil.
Moonfall er en dårlig film. Men hvis du har pengene, så lad det her være en anbefaling til at tage din bedste trash TV-makker under armen, luk ned for stort set alle kognitive processer og lad det glade vanvid skylle hen over jer.
Kommentarer